Nyheder

Dårlig reproduktion på afmalkede søer - Second litter syndromet

Soens huld ved fravænning er afgørende for den kommende reproduktionscyklus. Det er vist, at større vægttab i diegivningsperioden kan medføre at der løsnes færre og ringere æg i den efterfølgende brunst, og at kuldstørrelse sænkes og risiko for omløbning øges.

Fænomenet er kendt som ”second litter drop”, da unge søer er mest udsatte. Det skyldes flere ting. Unge søer har et betydeligt behov for næringsstoffer til deres egen vækst, udover det de skal bruge til drægtigheden. Samtidig er deres evne til at optage foder mindre end de ældre dyrs, og de har ikke så store lagre af fedt og protein at tære på. Disse ting gør dem helt naturligt mere følsomme. Udover disse almindelige fysiologiske forhold kan forskellige uheldige omstændigheder forværre situationen. Det kan eksempelvis være at poltene løbes for små i en periode pga. ujævnt flow, eller at drægtighedsstalden ikke giver mulighed for at sikre foderindtaget hos de mindre og svagere dyr. Endelig anvendes 1.-lægs søer hårdt som ammesøer uden skelen til huld i en del besætninger.

Problemet undgås ved at have tilstrækkeligt fokus på huld fra start til slut. Først og fremmest skal poltene have en vægt på mindst 130 kg og 17-20 mm rygspæk når de rammer anden brunst og skal løbes. Dernæst skal huldstyring i drægtighedsperioden sikre at det er pæne og homogene dyr der sættes i farestalden. I farestalden skal klimaet være i orden og vandtilførslen skal være rigelig. Man må ikke forvente at søer, der eksempelvis kommer fra et permanent vandspejl i drægtighedsstalden, er villige til at arbejde ret meget med en dårlig vandventil, og dette kan have negativ effekt på appetitten, renselsesprocessen efter faring og mælkeydelsen. Farefeber/yverbetændelse kan naturligvis give en dårlig start på diegivningsperioden, men også mere mekaniske problemer som lemme- og klovlidelser kan hindre soen i at rejse sig og æde i tilstrækkeligt omfang. Det er derfor vigtigt at disse problemer forebygges bedst muligt, og at der gøres en aktiv indsats for at få syge dyr op at stå flere gange dagligt.
Som før nævnt kan unge søer optage mindre foder ad gangen end ældre. I farestalde med få daglige udfodringer ses derfor ofte et betydeligt vægttab i sidste halvdel af diegivningsperioden. Hvor det ikke er muligt at fodre 4-5 gange dagligt bør disse dyr suppleres manuelt.

Søer der mister mere end 11% af deres muskelproteinmasse i diegivningsperioden påvirkes negativt i næste reproduktionscyklus. Det er vigtigt at gøre sig klart at dette fra et fysiologisk synspunkt er almindelig sund fornuft: Det er afgørende at redde moderdyret, så hvis dette er i negativ energibalance ved fravænning kvitteres med dårlig brunst, omløbning eller ringe kuldstørrelse. Det er altså ikke søerne, der er noget galt med, men selve systemet. Dette er meget væsentligt at erkende i besætninger hvor der hyppigt anvendes hormoner for at få 1.-lægs søerne i brunst, eller hvor resultaterne på 2.-lægssøerne skuffer.