Fede søer får flere dødfødte grise - myte eller sandhed?

Baggrund:

En undersøgelse fra SEGES viste tilbage i 2010, at fede søer får flere dødfødte grise end slankere søer, når søerne er 3. læg eller derover. Grænsen mellem normal og fed blev den gang sat ved 19 mm rygspæk målt ved P2, og blandt andet derfor anbefales det, at søerne har en rygspæktykkelse på 16-19 mm ved løbning. Rygspækmåling giver imidlertid mulighed for en mere detaljeret vurdering af søernes huld end den traditionelle skala ”undervægtig-normal-fed”, og derfor blev denne undersøgelse iværksat for at kaste mere lys over sammenhængen mellem rygspæktykkelse og dødfødte, med beregning på både antal dødfødte grise og procent dødfødte for at tage højre for variation i kuldstørrelse.

Datasæt

Data er indsamlet fra 2 DANVET besætninger, hvor der bliver målt rygspæktykkelse med scanner før faring. Registreringerne omfatter antal dødfødte og levendefødte grise, og for besætning B desuden læg nummer. Fra besætning er data fra 398 faringer, og fra besætning B er data fra 182 faringer.

Resultater

Det kunne bekræftes, at der er signifikant forskel på både antal og procent dødfødte grise i relation til søernes rygspæktykkelse før faring – se konklusionerne nedenfor. 44% af søerne er løbet med det anbefalede huld: 16-19 mm rygspæk, med en lidt større spredning på huldet i besætning A sammenlignet med besætning B. Ved analyse på de to besætninger hver for sig kunne effekterne kun genfindes i besætning A, fordi datasættet fra besætning B havde for få søer.

Konklusion

% dødfødte er signifikant højere ved rygspæktykkelse over 19 mm før faring, gennemsnitligt 2,3%-point, svarende til 0,54 gris per kuld

Blandt søer, som har en rygspæktykkelse indenfor det anbefalede interval (16-19 mm), er der signifikant flere, som har et lavt antal dødfødte grise (under 2 pr. kuld).

Desuden signifikant færre søer, som har mere end 3 dødfødte grise pr. kuld, når søerne ligger indenfor 16-19 mm rygspæk før faring.

Tendens til færre totalfødte, når søerne er magre (<13 mm) eller fede (>24 mm)

Tendens til statistisk sammenhæng mellem rygspæk og alder (Besætning B: 182 søer)

I besætning A signifikant flere dødfødte allerede ved rygspæktykkelse over 18 mm

DERFOR VIL UNDERSØGELSEN BLIVE GENTAGET

Nu med flere besætninger og med et større antal faringer pr. besætning for at finde ud af, om intervallet på 16-19 mm i virkeligheden er for bredt. Desuden vil læg nummer indgå i analysen.

Figur 1: Fordeling af søer mellem forskellige rygspæktykkelser (alle observationer)
Figur 1: Fordeling af søer mellem forskellige rygspæktykkelser (alle observationer)
Figur 1a: Fordeling af søer, besætning A
Figur 1b: Fordeling af søer, besætning B
Figur 1a: Fordeling af søer, besætning A
Figur 1b: Fordeling af søer, besætning B
Figur 2: Gennemsnit af procent dødfødte pattegrise relateret til mm rygspæk før faring
Figur 2: Gennemsnit af procent dødfødte pattegrise relateret til mm rygspæk før faring

Antal søer er angivet på søjlen for hver rygspæktykkelse

Figur 3: Gennemsnit af procent dødfødte pattegrise relateret til rygspæk interval før faring
Figur 3: Gennemsnit af procent dødfødte pattegrise relateret til rygspæk interval før faring
Figur 3a: Procent dødfødte, besætning A
Figur 3b: Procent dødfødte, besætning B
Figur 3a: Procent dødfødte, besætning A
Figur 3b: Procent dødfødte, besætning B
Figur 4: Fordeling af kuld med 0-1, 2-3 og over 3 dødfødte grise relateret til rygspæk
Figur 4: Fordeling af kuld med 0-1, 2-3 og over 3 dødfødte grise relateret til rygspæk
Figur 5: Sammenhængen mellem rygspæktykkelse og alder 
(læg nr. kun registreret i besætning B)
Figur 5: Sammenhængen mellem rygspæktykkelse og alder
(læg nr. kun registreret i besætning B)

Refereret: SEGES Meddelelse 862 (2010); Huldstyring af drægtige søer