Nyheder

Spar tid og eget helbred ved vaccination af fravænningsgrise:

Alle er bekendt med de øgede foderomkostninger og deraf øgede fokus på foderudnyttelse. Sygdomme som Circovirus og Mycoplasma lungesyge kan reducere foderudnyttelsen markant både i klima- og slagtesvinestald. Priserne på vacciner mod disse to sygdomme er de seneste 2-3 år reduceret med 30-40 %. Det sammenholdt med dyrt foder og kød gør vaccination mere rentabelt end tidligere.

Typisk vaccineres grisene ved fravænning, men dette kan for mange virke som en uoverskuelig og uoverstigelig arbejdsbyrde. Alle grise skal vaccineres, og typisk er de ikke just i normal arbejdshøjde. For at komme denne udfordring til livs er der rundt omkring gode løsninger, der både sparer tid og i særdeleshed helbred.

Løsning 1:
På en staldgang mellem fare- og klimastald skal gulvet brydes op, og der skal etableres et rektangulært hul parallelt med staldvæggen. Hullet skal være ca. 1 meter dybt, bredden skal være ca. halvdelen af staldgangen, og længden afhænger af antal folk, der skal kunne arbejde dernede. Der skal støbes sider og bund.
Ved fravænning drives grisene ned af gangen. På siden af hullet etableres et rækværk, som forhindrer grisene i at falde ned, og samtidig er så lavt at det er nemt at vaccinere grisene, når man står i hullet. På den måde dannes en korridor med staldvæg og gelænder som side. For enden af korridoren placeres en plade eller en låge, der sørger for, at grisene bliver ”fanget” i korridoren, som lukkes på samme måde ved indgangen. På den måde står en masse grise tæt sammen, og det er nu en nem sag at vaccinere. Det sparer tid og foregår i en god arbejdsstilling.
Hullet lukkes efter brug ved hjælp af en plade, som placeres i niveau med gulvet, således at gangen kan bruges på normal vis.

Løsning 2:
Et sted mellem klima- og farestald etableres en rektangulær kasse, hvor bunden etableres af plastikspalter. Siderne på kassen skal være ca. 20- 30 cm høje. Denne kasse skal sættes på ben, således at den er forhøjet i hvert fald 30-40 cm over gulvet. Enderne på kassen skal kunne åbnes og lukkes. Mellem indgangen til kassen og ned til gulvet skal der placeres en plastspalte, hvor der også etableres sider. Hældningen må ikke være stejlere end på normale udleveringsramper.
Når grisene er drevet op i kassen, vaccineres disse, og efter endt arbejde lukkes de ud i den modsatte ende af, hvor de kom ind. Igen tidsbesparende og i en bedre arbejdsstilling.

Begge løsninger fungerer i praksis, sparer tid og helbred.