Nyt probiotika tegner lovende.

Probiotika er produkter der indeholder levende, venligtsindede mikroorganismer. Når disse tilføres via foder eller vand i tilstrækkelig mængde kan de opformeres i mave-tarmkanalen og have fordelagtige helbredseffekter, her i blandt at udkonkurrere skadelig bakterievækst.

De fleste kender probiotika fra udlandsrejser, hvor tilskud af disse kan forhindre turistmave. Ligeledes har der længe været produkter til svin på markedet, der indeholder gær eller bakterier, og som kan have gavnlig effekt på forekomst af gaspustersøer, diarré, tarmblødninger osv.

En beskadiget tarmslimhinde som følge af infektion giver øget risiko for at andre typer tarmbakterier kan få fodfæste og skabe problemer. Samtidig giver massiv medicinering ved sygdom risiko for at slå tarmens naturlige, sunde flora ud af kurs. Det er derfor optimalt hvis vi kan kombinere god mave-tarmsundhed med et lavt medicinforbrug.

Denne viden sammenholdt med det politiske krav om at nedbringe medicinforbruget i besætningerne, og især anvendelsen af flokmedicin, giver ekstra interesse for at afprøve nye typer probiotika.

Der er kommet et nyt produkt på markedet, der indeholder frysetørrede bakteriesporer af typen Cl. Butyricum. Disse bakterier opformeres i tarmkanalen, hvor de producerer smørsyre. Den gavnlige effekt af dette kendes fra kroniske tarmlidelser hos mennesker. I modsætning til ved direkte syretilsætning fås den ønskede syrepåvirkning ved brug af bakterier helt ned i bagerste del af tarmen.

Produktet ser ud til at have meget positiv effekt i besætninger med tarmblødninger eller salmonella, og afprøves pt. i en række problembesætninger. Produktet tåler samtidig brug af zink, syre og antibiotika.

Tal med din dyrlæge om eventuelt potentiale ved at anvende probiotika i din besætning.