NYHEDER FRA DANVET

Få støvet vægten af!

Med øget dækningsbidrag burde der nu være endnu bedre motivation for at få fintunet leveringsstrategien i slagtesvinestalden.

 
 

Mange af jer har været dygtige til at få presset slagtevægten op, men når man nærlæser slagteriafregningerne, kan vi jo ofte finde en ”hale” af grise, som burde have været leveret senere. Der kan selvfølgelig være sundheds- eller logistikmæssige årsager til at grisene leveres for små. Hvis der køres hurtig rotation på fx 12 uger eller at der bliver for højt sygdomspres hvis der sammenblandes grise ja så kan det selvfølgelig være fornuftigt at levere halen af grise med de øvrige.

Optimal leveringsstrategi er ikke en opgave, der kan tages for let på og derfor er budskabet klart: Se at få støvet vægten af og kom i gang med at få vejet slagtesvin inden levering. Om alle grise skal vejes eller at man nøjes med at veje fx 2-3 grise i hver sti er selvfølgelig et temperamentsspørgsmål. Hvis 2-3 grise vejes i hver sti kan disse grise bruges som ”målegrise” således, at de kan bruges til at vurdere, hvilke af de resterende grise i stien er klar til levering. Ved hver gris vi leverer for let går vi glip af indtjening.