NYHEDER FRA DANVET

Fravænning af grise uden brug af Zink.

EU kommisionen har besluttet, at medicinsk zink skal udfases inden juni 2022.

Vi har derfor ca. 2 år til at få lært hvordan man fravænner grise uden brug af zinkoxyd.

I oktober 2017 inviterede Seges danske og internationale firmaer til at deltage i en regulær afprøvning. 23 firmaer meldte sig til afprøvningen. Seges valgte 4 firmaer til at give deres bud på, hvordan man bedst fodrer den fravænnede gris, uden brug af medicinsk zinkoxyd. De 4 firmaer var Trouw Nutrition, FRAmelco, Evonik og Vitfoss.

Man opstillede et forsøg med 6 grupper. En gruppe med normalt fravænningsfoder inklusive zink. En gruppe med samme foder uden zink. En gruppe med foder fra hver af de 4 firmaer, Trouw Nutrition, FRAmelco, Evonik og Vitfoss

Resultaterne fra afprøvningen kan læses i meddelelse nr. 1147 (september 2018) ”Test af fodringskoncepter som alternativ til medicinsk zink til smågrise”.

Foderkonceptet fra Trouw Nutrition viste signifikant bedre produktivitet, herunder højere tilvækst, mindre foderforbrug og betydelig bedre tarmsundhed end de øvrige 5 grupper.

Men konceptet fra Trouw Nutrition kostede netto 8 kr mere per fravænnede gris end det almindelige foder med zink.

Seges konkluderede at ”ingen af de testede koncepter var i stand til via forbedret produktivitet, at betale for den øgede foderpris. Effekten på diarre og besparelsen på antibiotika kan ikke udligne de øgede foderomkostninger”.

Konceptet fra Trouw Nutrition blev således ”sparket til hjørne”, selvom de havde vist signifikant bedre resultater end det traditionelle danske foderkoncept med zink.

Hvad har vi lært af Trouw Nutritions foderkoncept ?

1: Der blev anvendt et lavere protein niveau i starten af vækstperioden. Og en aminosyreprofil der favoriserer opbygning af tarmvæg, i modsætning til muskelvæv. Dvs man prioriterede høj andel af Threonin, Valin, Leucin og Isoleucin og en lavere andel af bla Lysin

2: Tre forskellige proteinkilder. Vilosoy, kartoffelprotein og fiskemel

3: To forskellige typer fibre. Hvedeklid og cikorierod

4: Velsmagende organisk syre på drikkevandet

5: Reduceret calciumindhold

6: Nøgen, afskallet og varmebehandlet havre

 

Der er således nogle værdifulde erfaringer i denne afprøvning, som vi bør benytte os af i den kommende tid, hvor vi skal lære og håndtere fravænning uden zink.

Jeg har ladet mig fortælle, at især den varmebehandlede havre gjorde, at de fravænnede grise fandt Trouw Nutritions foder uhyre velsmagende, og at de kan æde sig en pukkel til, uden og få diarre.

image_printPrint indlæg