Da mælkeanlæggene begyndte at vinde indpas i de danske farestalde, var der mange forhåbninger til, hvad man kunne udrette med sådan ét! Godt nok får de danske søer langt flere grise, end de kan passe, men hvis bare vi sørger for, at grisene har adgang til rigeligt med mælk, må alt vel være i orden? Slut med at tælle patter, for nu kan vi lægge langt flere grise til, uden at de falder fra? Erfaringerne har desværre vist, at det ikke er så simpelt, og mælkeanlægget nogen steder har været en særdeles kostbar sovepude.
Dette er et eksempel på en besætning, som fik installeret mælkeanlæg i farestalden, og hvor resultaterne ikke var som håbet. Danvet data har regnet på alle faringer fra 20 uger uden og 20 uger med mælkeanlæg og kom frem til, at effektiviteten i farestalden er faldet. Søerne lægges ud med flere grise, og der laves færre ammesøer, men de ekstra grise går til undervejs. Faktisk fravænnes der gennemsnitligt 0,06 gris mindre for hver dag, der står en so i farestalden, og i denne besætning kan søerne altså ikke passe 15-16 grise, selv med hjælp fra et mælkeanlæg.
Et mælkeanlæg passer ikke grisene for jer! Der skal lægges så mange grise til, som søerne kan passe, men I skal holde øje med, at der ikke er for mange grise, der falder fra undervejs og om nødvendigt revidere jeres strategi, også selvom mælkeanlægget kører, som det skal.
Se flere detaljer og præcise resultater under fanebladet ”Danvet Research”.