Lykken er… et mælkeanlæg i farestalden? Nej, ikke altid.

Da mælkeanlæggene begyndte at vinde indpas i de danske farestalde, var der mange forhåbninger til, hvad man kunne udrette med sådan ét! Godt nok får de danske søer langt flere grise, end de kan passe, men hvis bare vi sørger for, at grisene har adgang til rigeligt med mælk, må alt vel være i orden? Slut med at tælle patter, for nu kan vi lægge langt flere grise til, uden at de falder fra? Erfaringerne har desværre vist, at det ikke er så simpelt, og at mælkeanlægget nogen steder har været en særdeles kostbar sovepude.

Baggrund:

Denne besætning fik installeret mælkeanlæg i farestalden, men selv efter en længere indkøringsperiode var resultaterne ikke som håbet. Danvet data har regnet på besætningens tal for at komme lidt nærmere på, hvad der foregår. 

Datasæt:

Indtastede oplysninger fra sokort for faringer i uge 23-45 (20 uger) i to på hinanden følgende år, hvor der imellem periode 1 og 2 er installeret mælkeanlæg i farestalden. Data følger altså søerne og ikke perioden, hvilket giver et andet indblik end en e-rapport, hvor de registrerede fravænninger ikke ”kommer fra” de søer, som har faret i perioden.

Tabel 1: Oversigt over de 2 perioder på 20 uger uden og med mælkeanlæg i farestald

 

Resultater:

Der var færre faringer pr. uge i de 20 uger med mælkeanlæg, men højere antal levendefødte pr. kuld, hvilket samlet set resulterede i et lidt lavere antal totalfødte i periode 2. Søernes aldersfordeling var den samme i de to perioder, med hhv. 22 og 23% gyltefaringer, men der var der en ændring i søernes huld ved faring (tabel 1).

I periode 2 lægges der gennemsnitligt 1,5 gris mere til hver so lige efter faring, men der fravænnes kun 0,3 grise mere, selvom søerne ligger 3,2 dage længere med de første grise. Tilsvarende lægges der 0,7 gris mere til ammesøer, men de fravænner kun 0,1 gris mere – også her ligger søerne gennemsnitligt længere tid med grisene (figur 1).

Med mælkeanlæg lægges flere grise til, og søerne ligger længere med hvert hold, men fravænner færre grise.

 

Der laves færre ammesøer pr. faring i perioden med mælkeanlæg, så trods det, at søerne ligger længere både med første og andet hold grise, er summen af ”sodage” lavere i periode 2. Samtidig bliver hver dog ”sodag” mindre effektiv, fordi antal fravænnede grise pr. dag, hvor der ligger en so i farestalden, falder signifikant (figur 2). Resultatet er, at der uden mælkeanlæg blev fravænnet 90% af de fødte grise, mens der med mælkeanlæg kun fravænnes 82%.

Antal sodage er beregnet som det gennemsnitlige antal dage for en so fra faring til fravænning af det sidste hold grise. I 17 af de 20 uger er effektiviteten pr. sodag højere i perioden uden mælkeanlæg.

Konklusion:

I denne besætning kan søerne ikke passe 15-16 grise, selv med hjælp fra et mælkeanlæg. Der skal derfor lægges færre grise til og laves flere ammesøer end nu. Undersøgelsen afslører ikke, hvorfor søerne ikke kan passe flere grise, men et bud kan være, at hele 45% af søerne har huldkarakteren ”Fed” ved faring.

Anbefaling   Et mælkeanlæg passer ikke grisene for jer og vil altid kun være et supplement. Der skal lægges så mange grise til, som søerne kan passe, men I skal holde øje med, at der ikke er for mange grise, der falder fra undervejs og om nødvendigt revidere jeres strategi, også selvom mælkeanlægget kører, som det skal.