Produktivitet med og uden influenza i forhold til vaccinationsplan

Influenza er en af de mest hyppigt forekommende infektioner i danske sohold, men trods det ved man kun ganske lidt om, hvad det betyder for produktiviteten, at en besætning er smittet. Mange vælger at vaccinere deres søer mod influenza, selvom det er velkendt, at vaccinationen ikke kan fjerne smitten fra besætningen. Danvet Research har undersøgt, hvad smitten koster i forhold til dødelighed blandt pattegrise og antal fravænnede pr. årsso, og om vaccination mod influenza kan afhjælpe de eventuelle tab på produktiviteten.

Datasæt

Via besætningsdyrlægen blev der indsamlet information om laboratorieundersøgelser for influenza, vaccinationsprogram og udvalgte produktionstal (% døde i farestald og fravænnede grise pr. årsso). Desuden blev det for hver besætning registreret, om poltekarantænen blev kørt som alt ind-alt ud, da dette vides at have betydning for immunitet og smittespredning. Der indgik tal fra 210 sobesætninger i undersøgelsen.

Analyse        

Produktionstallene (% døde i farestald og antal fravænnede grise pr. årsso) blev brugt til at analysere både effekt af smitte med influenza og effekt af de forskellige vaccinationsprogrammer, som besætningerne anvendte. Der blev skelnet mellem poltevaccination og vaccination af både polte og søer (enten som blitz eller løbende 3 uger før forventet faring).

Resultater    

Betydning af smitte med influenzavirus:

Figur 1 viser gennemsnittet af % døde i farestalden og antal fravænnede grise pr. årsso for besætninger med og uden influenza. Der er ikke tydelige forskel på produktiviteten i forhol til, om  der findes influenza i prøver sendt til laboratoriet. Der kan heller ikke ses forskelle i forhold til, hvilken type af influenza, besætningen var smittet med, så typning har udelukkende betydning i forhold til valg af korrekt vaccine.

Det er derfor ikke muligt at konkludere, at det at besætningen er smittet med influenza koster et vist antal døde eller fravænnede grise. Den manglende forskel kan skyldes, at mange af de smittede besætninger vaccineres, hvilket vil afhjælpe de kliniske symptomer (se nedenfor).

Effekt af vaccination mod influenza:

For vaccination viser de statistiske beregninger, at vaccination giver en statistisk sikker nedsættelse af dødeligheden i farestalden og et højere antal fravænnede grise pr. årsso. Effekten er ikke afhængig af, om besætningerne kun vaccinerer polte, eller om de vaccinerer både polte og søer (blitz eller før faring) (figur 2).

Til gengæld har det stor betydning for effekten af vaccination mod influenza, om poltekarantænen bliver drevet alt ind-alt ud. I besætninger, som ikke overholder retningslinjerne vedrørende alt ind-alt ud, forsvinder den statistisk sikre effekt af vaccination mod influenza, og der ses meget lidt forskel på resultaterne i besætninger med og uden vaccination mod influenza (figur 3).

Konklusion   

Laveste pattegrisedødelighed og højeste antal fravænnede grise pr. årsso opnås ved vaccination af polte mod influenza samtidig med alt-ind alt-ud drift af poltekarantæne

  • Ikke forskel på % døde i farestald og færre frav/årsso i besætninger med og uden influenza
  • Lavere pattegrisedødelighed og flere frav/årsso ved vaccination mod influenza
  • Effekt af vaccination mod influenza ses IKKE ved kontinuerlig drift af poltekarantæne

 

Anbefaling:  

Poltekarantænen bør drives som alt ind-alt ud, og polte bør vaccineres mod influenza i karantænen for at sænke pattegrisedødeligheden og øge antal fravænnede grise pr. årsso.

 

 

Figur 1: Produktionstal i besætninger med og uden influenza

Forskellene mellem besætninger med og uden influenza er ikke statistisk sikre


Figur 2: Produktionstal med og uden vaccination mod influenza


Figur 3: Effekt af vaccination mod influenza (polte eller polte+søer) med og uden alt ind-alt-ud i poltekarantæne

Kun med alt ind-alt ud i poltekarantænen er der en statistisk sikker effekt af influenzavaccination