Danvet research

Viden og data er fundamentet for al rådgivning

Danvet Research laver både generaliserende og individuelle analyser af svinebesætninger.
Vores database indeholder stamoplysninger og løbende produktionsdata fra en stor del af den danske og udenlandske svinebestand, og vi bruger denne viden til at yde strategisk rådgivning baseret på nyeste forskningsresultater.

Hvis du vil vide mere om vores omfattende analysesetup, og hvad du kan bruge det til, så ring eller skriv til Hanne Bak, Mobil: 51 79 16 88 eller e-mail: hanne.bak@danvet.com

Data og research

Slanke søer holder huldet bedre i farestalden

– og de fravænner flest grise

Baggrund     

Danvet Research har i denne undersøgelse analyseret, hvilke søer der taber sig mest i farestalden. Ifølge litteraturen er det vigtigt, at søerne ikke taber sig for meget i diegivningsperioden, da for lavt huld ved fravænning både har negativ indflydelse på, hvornår soen kommer i brunst igen og på kuldstørrelsen i næste drægtighed. SEGES anslår desuden, at søer med varierende huld gennem cyklus har et større samlet foderforbrug end søer med stabilt huld (cirka 100 FEso ekstra pr. kuld). Derfor er det relevant at se på, hvilke søer, der taber sig mest i diegivningsperioden. I undersøgelsen blev der udelukkende fokuseret på faktorer, som kendetegnede den enkelte so, mens analysen ikke inddrog informationer vedrørende foder, foderstyrke eller fodringsstrategi.

Datasæt       

800 faringer, ligeligt fordelt i to besætninger uden mælkeanlæg.

Faktorer       

Primær måleparameter: Tab i rygspæktykkelse, målt som mm rygspæk ved fravænning minus mm rygspæk ved indsættelse i farestald. For denne parameter er analyseret sammenhæng med rygspæktykkelse ved indsættelse, antal grise fravænnet totalt (dvs. både kuld 1 og eventuelt nye grise for ammesøer), samt om soen har ligget med ét eller to kuld (ammeso ja/nej). Grise flyttet fra ammesøer efter 4-7 dages diegivning er ikke talt med. I besætning 2 var der desuden registreret kuld nummer, antal grise, soen blev lagt ud med, samt hvor mange dage, hun befandt sig i farestalden efter faring.

Resultater    

Jo højere rygspæktykkelse ved indsættelse, jo større tab af rygspæk under diegivning

Soens huld ved faring er den absolut mest afgørende faktor for, hvor meget soen taber sig i farestalden. Tabet af rygspæk er proportionelt med rygspæktykkelsen ved indsættelse, således, at de fede søer er dem, der taber sig mest i farestalden (4,3 mm i gennemsnit). Figur 1 viser, hvor stor indflydelse rygspæktykkelsen har i forhold til de øvrige faktorer, og figur 2 viser tab af rygspæk under diegivning for forskellige rygspæktykkelser.

Alder, antal fravænnede, lagt ud med og ammeso ja/nej påvirker også rygspæktabet

Ud over rygspæktykkelse er der statistisk sikker sammenhæng mellem tab af rygspæk og kuld nummer, totalt antal fravænnede grise, hvor mange grise, soen blev lagt ud med efter faring og om hun blev anvendt som ammeso. Figur 3 viser de overordnede tendenser for tab af rygspæk i forhold til de sekundære faktorer – sammenhængene er mere komplicerede, end det fremgår af graferne, fordi der er interaktion mellem flere af faktorerne, eks. fravænner søerne selvsagt flere grise totalt, hvis de anvendes som ammesøer.

Søer med 13-15 mm rygspæk fravænner flest grise totalt

I figur 4 ses sammenhængen mellem antal fravænnede grise totalt og søernes huld ved faring for de 800 faringer. Det ses, at slanke søer fravænner signifikant flere grise end fede søer, med det højeste antal fravænnede grise for søer med 13-15 mm rygspæk ved indsættelse i farestald (se også nyt fra Danvet Data, august 2020).

Diskussion   

Søer med middel huld og fede søer taber sig signifikant mere under diegivningen, selvom de med statistisk sikkerhed fravænner færre grise end slanke søer. Derfor er det ikke på grund af høj mælkeproduktion, at de kraftige søer taber sig mest i diegivningsperioden. Det foder, der bruges til at lægge de ekstra mm på søerne før faring gavner altså ikke producenten, fordi det ikke fører til fravænning af flere grise. SEGES har tidligere fundet, at fede søer optager mindre foder i farestalden, hvilket kan være en del af forklaringen på vægttabet.

Konklusion  

Slanke søer ved faring giver ikke højere risiko for magre søer ved fravænning.

Slanke søer taber sig signifikant mindre og kommer dermed ud fra farestalden med et huld, der ligger tæt på det, de havde ved indsættelse.

rygspæk, kuld nummer, fravænnede

Figur 1: Soens huld ved indsættelse i farestald påvirker det samlede tab af rygspæk mest i forhold til de øvrige undersøgte faktorer: Kuld nummer, totalt fravænnede, antal grise, soen blev lagt ud med og ammeso ja/nej har dog også statistisk sikker indflydelse på, hvor meget soen taber sig, blot i mindre omfang (800 faringer i to besætninger).

 

Rygspæk interval, totalt fravænnede grise

Figur 2: Sammenhæng mellem rygspæktykkelse ved indsættelse i farestald og huldtab under diegivning. Jo højere rygspæktykkelse, jo større vægttab (800 faringer i to besætninger).

rygspæk, farestald

Figur 3: Tendenslinjer for 5 faktorers indflydelse på tab af rygspæk i farestald.

Rygspæk interval, totalt fravænnede grise

Figur 4: Antal fravænnede grise (egne+ammegrise) er højest, når søerne er slanke ved indsættelse i farestalden. Prikken viser gennemsnittet, og den lodrette linje viser spredningen for hvert interval.

For søer med en rygspæktykkelse under 10 mm er resultaterne noget svingende, så når søerne er så langt nede i huld, kan der ikke altid forventes et højt antal fravænnede (data fra 800 faringer i to besætninger).