Nyt fra DANVET DATA august 2019

Sammenhæng mellem fravænningsdag og dødelighed hos pattegrise?

  • Baggrund:
Der er mistanke om, at faring i weekenden giver flere dødfødte grise og/eller højere dødelighed hos pattegrisene på grund af nedsat overvågning og pasning. Da ugedag for faring er relateret til ugedag for fravænning, har vi undersøgt sammenhængen mellem fravænningsdag, antal dødfødte grise og dødelighed før fravænning.
  • Antagelse:
Søer, der farer lørdag eller søndag, er statistisk set (med en gennemsnitlig drægtighed på 117 dage) løbet enten mandag eller tirsdag. En almindelig so diegivningstid på 21-28 dage løbes 3-4 dage efter fravænning, og derfor må de fleste af de søer, der løbes mandag-tirsdag (weekendfaringerne) antages at være fravænnet torsdag eller fredag. Der er må dog forventes stor variation, især på grund af ammesøerne, som oftest kommer i brunst senere.
  • Datasæt:
Fra 173 DANVET besætninger er indsamlet tal for antal levendefødte, antal fravænnede, antal dødfødte og % døde før fravænning.
  • Resultater:
Langt de fleste af besætningerne fravænner grisene enten torsdag eller fredag. Gennemsnittet af totalfødte grise er ikke signifikant forskelligt for de forskellige fravænningsdage, så de 173 besætninger er sammenlignelige med hensyn til produktivitet.

Ingen af de følgende forskelle er statistisk sikre, og de bør derfor ikke danne grundlag for beslutninger vedrørende fravænningsdag! De to store fravænningsdage, torsdag og fredag, har en numerisk forskel på 0,08 dødfødt pr. kuld og 0,4 % døde før fravænning, men forskellene er tilfældige og dækker over en stor spredning begge dage. Antal dødfødte grise pr. kuld er højest i de besætninger, hvor grisene fravænnes onsdag eller torsdag, mens dødelighed før fravænning er højest, når der fravænnes mandag. Det laveste antal dødfødte og døde før fravænning ses i besætninger, der fravænner om lørdagen.

Konklusion:
Teorien om, at der er sammenhæng mellem fravænningsdag og antal døde pattegrise kunne ikke støttes. Det har med andre ord ikke betydning for dødeligheden, hvilken dag man vælger at fravænne sine grise.



Figur 1: Gennemsnit af antal dødfødte i 173 besætninger, der fravænner grisene på forskellige dage. Antal besætninger for hver ugedag angivet nederst på søjlerne.
Figur 1: Gennemsnit af antal dødfødte i 173 besætninger, der fravænner grisene på forskellige dage. Antal besætninger for hver ugedag angivet nederst på søjlerne.
Figur 2: Gennemsnit af % døde i farestald i 173 besætninger, der fravænner grisene på forskellige dage. Antal besætninger for hver ugedag angivet nederst på søjlerne.
Figur 2: Gennemsnit af % døde i farestald i 173 besætninger, der fravænner grisene på forskellige dage. Antal besætninger for hver ugedag angivet nederst på søjlerne.
Figur 3: Sammenligning af antal dødfødte for de to hyppigste fravænningsdage. Selvom det gennemsnitlige antal dødfødte er lavest for fredag, er der ikke nogen reel forskel.
Figur 3: Sammenligning af antal dødfødte for de to hyppigste fravænningsdage. Selvom det gennemsnitlige antal dødfødte er lavest for fredag, er der ikke nogen reel forskel.