Nyt fra DANVET DATA

- hjemmeavlede eller indkøbte polte?

  • Formål:
Sammenligning af produktivitet ved indkøbte og hjemmeavlede polte.
  • Datasæt:
Beregningerne er lavet på baggrund af de sidste 4 ugers gennemsnit for 5 udvalgte produktionstal, registreret ved dyrlægebesøg i december-januar 2018. Avls- og opformeringsbesætninger er ikke inkluderet i beregningerne.
  • Fordeling:
Der er indsamlet produktionsdata fra 255 besætninger: 87 med 100% polte af egen avl, 150 med 100% indkøbte polte og 18 med en kombination af egen avl og indkøb. De statistiske sammenligninger er lavet på de to grupper med 100%.
  • Resultater:
For 4 af de 5 registrerede produktionstal er der stærk signifikant forskel til fordel for de indkøbte polte. Forskellen i antal levendefødte er på 0,43-0,46 grise pr. kuld, og gennemsnittet for antal fravænnede pr. kuld øges med 1,54 grise pr. årsso med indkøbte polte. For egenfravænning pr. kuld er forskellen numerisk mindre end for de andre parametre og ikke statistisk sikker.
Der er stor spredning, især for besætninger med indkøbte polte. En del besætninger med indkøbte polte opnår derfor ikke forbedrede resultater sammenlignet med hjemmeavlere.
  • Økonomi*:
Indkøbte polte: + 0,46 levendefødte grise/kuld DB/årsso + 188 kr.
Indkøbte polte: + 1,54 fravænnede grise/årsso DB/årsso + 317 kr.
*: Ved notering 9,38 kr. og i henhold til økonomiske konsekvensberegninger fra SEGES 2017 (notat 1734).

  • Konklusion:
I besætninger med indkøbte polte fødes gennemsnitligt 0,45 grise mere pr. kuld, og der fravænnes 1,54 flere grise pr. årsso, hvilket kan oversættes til en økonomisk gevinst på 317 kr. pr. årsso. Mange besætninger falder dog udenfor normen og producerer enten langt flere eller færre grise end gennemsnittet – se uddybende beskrivelse af resultaterne nedenfor.


a,b : Statistisk sikker forskel på gennemsnit for hjemmeavlede og indkøbte polte (Mann-Whitneys U-test, p<0,001).

Grafisk oversigt over gennemsnitlig produktivitet (255 Danvet sobesætninger)

Danvet sohold i forhold til landsgennemsnittet

I lagkagefiguren nedenfor er resultaterne for de 255 Danvet-besætninger kategoriseret efter, om antal fravænnede grise pr. årsso ligger blandt de 25% bedste i Danmark, blandt de midterste 50% eller blandt de dårligste 25%. Igen ses, at resultatet for de indkøbte polte er signifikant bedst, men det ses også, at Danvets besætninger generelt ligger højt: Der er langt over 25% i den ”bedste fjerdedel” og tilsvarende færre i den ringeste fjerdedel.

Fordeling af produktionsresultater indenfor grupperne (egen avl/indkøbte polte)

Fordelingen af besætningernes resultater er ikke ens for de to grupper: Hjemmeavlede og indkøbte polte. Især for levendefødte i 1. kuld, men til dels også for totalfødte er fordelingen mere ”flad” for de indkøbte polte, mens besætningerne med egen avl ligger mere samlet med en tydeligere top – hjemmeavlere har altså mere ensartede resultater end de, der køber polte ind.

Mønsterbryderne

Trods de signifikante forskelle på de to grupper er der stort overlap på flere af parametrene: Nogle besætninger har flotte resultater med polte af egen avl, og nogle er mindre imponerende trods indkøb af polte. Herunder fravænnede pr. kuld som eksempel: Både med indkøbte polte og med egen avl ligger knap 40% af besætningerne med mellem 14,4 og 15,1 fravænnede pr. kuld. Omkring ¼ af besætningerne med egen avl har et antal fravænnede pr. kuld, som ligger højere end gennemsnittet for besætningerne med indkøbte polte. Tilsvarende er der 17% af besætningerne med indkøb af polte, der ligger under det gennemsnitlige antal fravænnede pr. kuld for besætninger med egen avl.

Mælkeanlæg

For nogle besætninger har dyrlægen noteret under bemærkninger, at de har mælkeanlæg. Nedenfor er det markeret med grønt, hvor besætningens resultat ligger blandt de 25% bedste i datasættet. Der er langt fra besætninger nok til en statistisk analyse, men umiddelbart ser det ud til, at mælkeanlægget har positiv indflydelse på egenfravænningen: 8 af de 9 besætninger ligger blandt de 25% bedste på egenfravænning, også selvom de ikke ligger i top på hverken levendefødte eller fravænnede pr. kuld.