De indsamlede data vedrørende management og fodring er illustreret i figur 1.Der er tendens til, at flere besætninger i toppen fodrer med over 3 FE de sidste 7 dage for løbning, løber poltene i boks og opstalder dem i enkeltbokse indtil scanning i forhold til besætningerne i bunden. Derimod er der ikke tydelig forskel på top og bund mht. anvendelse af brunstsynkronisering. I figur 2 er resultaterne fra besætninger med polte af egen avl vist isoleret. Ingen af de observerede forskelle på top og bund er statistisk sikre, men der er dog en tendens til, at brunstsynkronisering anvendes hyppigere af besætninger i bunden end i toppen, og at enkeltbokse indtil scanning er mere udbredt blandt besætninger i toppen. I figur 3 ses kun resultater fra besætninger med indkøb af polte. Der er tre faktorer, hvor forekomsten blandt besætninger i top og bund er signifikant forskellig: Besætningerne med de bedste resultater fodrer næsten alle med over 3 FE de sidste 7 dage for løbning, 75% løber poltene i boks og stort set alle opstalder i enkeltbokse indtil scanning, mens der er signifikant færre af besætningerne i bunden, der har indført disse procedurer.
Et fald på én levendefødt gris pr. kuld koster 380 kr. pr. årsso, så med 25% gylte vil gevinsten ved at rykke fra bund til top være flg.:
Polte af egen avl 380 x 3 grise x 25% = 285 kr. pr. årsso
Indkøbte polte 380 x 2 grise x 25% = 190 kr. pr. årsso
Heri er ikke medregnet eventuelt nedsættelse af antal levendefødte i efterfølgende kuld.
*: Ved notering 8,88 kr. og i henhold til økonomiske konsekvensberegninger fra SEGES 2017 (notat 1734).
KonklusionUndersøgelsen understøtter de gængse anbefalinger vedrørende håndtering af dyr op til løbning, idet der blandt besætninger med bedre produktionsresultater sås en signifikant højere efterlevelse af anbefalingerne: Fodring med mere end 3 FE i mindst 7 dage før løbning, løbning i boks og opstaldning i enkeltboks indtil scanning. Undersøgelsen peger dermed på, at indførsel/overholdelse af disse procedurer kan hjælpe til et højere antal levendefødte i første kuld. Det skal dog afslutningsvis bemærkes, at undersøgelsen er udført på en lille stikprøve af besætninger, og at der ikke er påvist nogen direkte årsagssammenhæng.